Mexico – Mayaruiner, mole og mezcal

Vi går rundt blandt storslåede ruiner i Palenque i den hede eftermiddagssol. Den gamle by blev bygget i år 200 før Kristus og var en af de vigtigste byer for det oprindelige folk, Mayaerne. I 900 efter Kristus blev byen forladt, og vores guide, der selv er efterkommer af Mayafolket, fortæller at det er lidt af en gåde hvorfor byen bliver forladt, men at det sandsynligvis skyldes mangel på mad eller tørke.

Palenque måtte overgive sig til junglen, der begravede byen under flora, og da byen blev fundet i det 20. århundrede, var den overdækket af vildt buskads. I dag er ca. 10 procent af byen udgravet, men af hensyn til naturen, ligger de sidste 90 procent stadig gemt af træer, lianer og planter i junglens dyb.

Mayafolket stammer fra det sydlige Mexico og det nordlige Mellemamerika, og som stadig eksisterer i dag. De kan bryste sig ad en 3000-år lang historie, og det er magisk at gå rundt blandt ruinerne i Palenque. Junglen, der skaber rammerne om Palenques ruiner, forstærker følelsen af at være tilbage i fortiden, tænk at bo så langt ude i junglen i de store stenpaladser med brøleabernes hyleri som soundtrack.

Cyklerne står i den charmerende og turistvenlige by San Cristobal og vi er på en-dagstur til Palenque, der ligger 200 kilometer væk. På turen besøger vi to vandfald, Agua Azul & Misol Ha. Det er en lang og hæslig tur i en for lille minibus. Vi kører ad en snorklet bjergvej ca. 2000 højdemeter ned fra det kølige bjerglandskab, der omgiver San Cristobal og til junglens tætte og fugtige varme. Vi kigger skeptisk på en medpassager, der pludselig tager en pose op til munden. Han sætter sig på forsædet, og man skulle tro han smitter, for snart rammer den værste gang køresyge Katja. Minibussen stopper, så hun kan komme af med sin morgenmad ved siden af vejen. Heldigvis har én af vores medpassagerer været så betænksom at tage køresygepiller med, og de virker.

Koloniale San Cristobal de las casas

Få byer på vores lange rejse tryllebinder os, og vi ender med at blive længere end planlagt. San Cristobal er ikke en af dem, selvom det er hyggeligt at slentre rundt langs de snævre brostensbelagte gader i den charmerende koloniale by. Vi bliver længe i byen, fordi vi holder online-foredrag på the Adventure Festival i København, og på dagen, hvor vi skal afsted rammes vi af en slem omgang salmonella. San Cristobal har et stort problem med deres kloaksystem og Salmonella er endemisk i området. Vi var blevet advaret, for allerede da vi stod med vores cykler ved grænsen fra Guatemala til Mexico, fortalte andre turister, at vi skulle passe på med at spise på restauranter i San Cristobal og at vi ikke kan bruge vandet fra hanen, selvom vi koger det.

Umiddelbart sælger vi ikke San Cristobal særligt godt, men det er en by, der er værd at besøge, og som ligger i et spændende område af Mexico, Chiapas regionen. Regionen huser blandt andet Den Nationale Zapatistiske Befrielseshær eller Zapatisterne, som er en revolutionær gruppe, der er i krig mod den mexicanske regering, men som har lagt i dvale de sidste mange år.

Der er også spor fra Danmark i San Christobal. Den danske opdagelsesrejsende og arkæolog Frans Blom boede i byen fra 1950 til sin død i 1963. Han og hans kone grundlagde Na Bolom kulturcentret i byen som huser et hotel og museum. Det er et besøg værd.

10 dages strabadser i det øde syd Mexico

Lettere afkræftede og et par kilo lettere, cykler vi fra San Cristobal. Vi cykler langs en uofficiel cykelrute, South Trans Mexico. Vi drømmer om at ruten tager os langs idylliske farverige landsbyer og smuk natur på stille landeveje. Bilerne udebliver, men drømmen afløses af køer, landbrug og 40+ graders varme.

Efter en hed dag, kommer vi til en overraskende travl by, hvor vi håber at finde et hotel for natten. Vi længes efter aircondition. Hotellet er optaget. Vi sidder på kantstenen og ser opgivende ud – det er en taktik, der af og til giver pote. Og denne gang virker det. Manageren kommer og tilbyder, at vi må sætte vores telt op i hotellets restaurant. Vi slår til og spiser en omgang kylling i restauranten, før vi lægger os til at sove til lyden af Mexicansk festmusik.

Bakkerne på ruten er stride, og da vi næste dag finder ud af at vi kan skippe 20 hårde kilometer med en båd, tager vi chancen. Vi skal dog hæve penge først, så vi cykler ned til banken, og ser til vores skræk en kø, der består af mindst 50 mennesker. Der er kun én hæveautomat i byen, så vi stiller os i kø den næste 1.5 time. Tålmodighed er ikke vores største dyd, men her får vi en smag på, hvor frustrerende det kan være at være lokal.

Ventetiden betyder, at vi ankommer til båden fem minutter efter at den er sejlet og kan vælge at vente tre timer på den næste båd eller cykle afsted. Vi cykler afsted, og inden længe stirrer vi ind i en mur – eller sådan føles den 20% stigning ud af byen, som vi nu skal op ad.

Efter hårde 20 kilometer vinker vi til en mand, der står oppe ved sin gård. Han vinker tilbage og vi falder i snak. “Vil I op og slappe lidt af?”. Der er ikke noget vi hellere vil, og vi bliver modtaget af Marcello og hans kone, der stikker to kokosnødder i hænderne på os. Vi ender natten med at sove hos det søde ældre par, og snakker om, hvordan der kun var skov i dette område, da parret flyttede hertil for 40 år siden. Næsten al skov er nu fældet til fordel for landbrug, og Marcello har selv et stort et af slagsen. Efter en dejlig og rolig nat, vinker vi farvel til vores værter. Endnu en hård dag venter os.

Vi kommer til mezcal regionen, hvor de dyrker en kaktusplante, der hedder Agave, og laver den til brændevin. Vi stopper ved en lille vejsiderestaurant og bestiller quesadillas og kold sodavand. Solen bager og det er nødvendigt at holde pause, når vi har mulighed for det. Det er en sød familie, der ejer stedet, og de fortæller, at vi kan prøvesmage deres mezcal, hvis vi har lyst. Det bliver til et par søde shots med brombær og ananas likør, men ikke noget, der er kraftigere, da vi stadig har et bjerg vi skal bestige i den varme hede.

Mexicos madmekka Oaxaca

Høje på mezcal og møder med lokale, ankommer vi lettere udmattede til byen Oaxaca, der er guleroden for enden af de sidste 10 dages svedige strabadser. Oaxaca er kendt for sin stærke madkultur og vi spiser os gennem adskillige slags mole, enchiladas, chapulines (græshopper), tacos og andre lækkerier. Alle restauranter i Oaxaca vi besøger lever op til forventningerne og mere til. Udover sin lækre mad og chokolade, er Oaxaca en utrolig flot by at vandre rundt i, og vi får besøgt zapotekernes ruin Monte Albán, der ligger blot 10 kilometer fra centrum. Efter 5 gode hviledage i Oaxaca er vi mere end klar til at udforske resten af Mexico.

At cykle i Mexico, er et festfyrværkeri af smage, farver og møder med utroligt imødekommende mennesker. Alle vil have en snak, og det giver os følelsen af at være særdeles velkommen. De fleste er optagede af, hvad vi synes om deres land, Mexico, velvidende om at landet – med rette – har et plettet ry. Det føles som om, at mexicanerne gør en ekstra indsats for at få os til at føle os godt tilpas, fordi de er glade for at vi rejser i deres land.

Centralamerika – vulkaner, venner og Martins fødselsdag

Vi vågner på en brandstation i Guatemala På Martins 42-årige fødselsdag. Før Corona, var det alment kendt blandt rejsecyklister at brandstationerne i Syd- og Centralamerika tilbyder et sikkert sted at sove. Mange brandstationer lukkede ned for det tilbud under Coronapandemien, og derfor har vi ikke opsøgt det som en mulighed indtil nu. I byen Nahuala er der ingen hoteller, og gode råd bliver dyre, da vi ankommer til byen sent om eftermiddagen. Vi bliver enige om at prøve lykken og spørge hos byens frivillige brandvæsen. Heldigvis byder de os velkomne med åbne arme. ”Stil bare cyklerne her” siger brandmanden Jose med et stort smil og gestikulerer at vi skal stille cyklerne foran den store røde brandbil i garagen. Vi spørger ham, om han er sikker. ”Ja, ja, det er fint”. Vi beslutter at stille cyklerne op ad muren i stedet. Vi vil nødig vækkes af en brandalarm midt om natten og vide at vores cykler står i vejen. Da vi vågner beslutter vi os for at forlade brandstationen, så vi ikke er i vejen. Martin har fødselsdag, og det skal vi fejre, men det er svært at finde et sted at spise morgenmad i byen, og vi ender med at købe mælk og spise vores havregrød koldt. Dagen byder ikke på den mest spændende cykling, da vi cykler på motorvejen. Her ligger skrald, flasker og patronhylstre. Vi holder os dog optimistiske, og dagen ender godt, da vi cykler ind på mindre landeveje, hvor vi ser mere af Guatemala. Vi er overraskede over, hvor befolket landet er, og ender i en by med et kæmpestort marked, hvor vi næsten ikke kan få cyklerne igennem, fordi alle gader er fyldt til randen med varer og mennesker.

Vulkanlandet Nicaragua

Det er længe siden, at Corona har spillet et puds i vores rejse, men overraskende bliver vi bedt om at vise bevis for Corona vaccination ved grænsen til Nicaragua. Vi finder de gamle, slidte papirer fra Danmark frem fra taskens dyb, og er glade for at vi ikke har smidt dem ud i løbet af de sidste 14 måneder.

Nicaragua overrasker os med smil og masser af vink når vi cykler gennem landskabet. Folk er tydeligt fattigere her end i Costa Rica og Panama. I Nicaragua kører folk i hestevogne og bruger okser i marken. Vi ser mænd til hest, der driver deres kvæg gennem landskabet og bruger lassoer, når de skal have styr på de store dyr. Kontrasten til Panamas mange McDonald´s og Costa Ricas turistparadis er stor, men i Nicaragua føler vi os bedre tilpas. Her bliver vi modtaget som gæster og ikke som turister. Folk er nysgerrige på, hvem vi er som mennesker, og er ikke så optaget af, hvor mange penge de kan tjene på os.

Nicaragua er et geologisk hotspot med ikke mindre end 19 vulkaner, og vi cykler forbi mange af dem. Flere er aktive og sender kraftig røg op i himlen. Vulkanøen Ometepe stiger op af Centralamerikas største sø. Øen består af to smukke vulkaner, der former den som et ottetal. Vulkanerne fremstår som man kender dem fra tegneserier, trekantede og med et stort krater i toppen. Øens tiltrækningskraft er stærk og selvom vi har planlagt at cykle forbi, beslutter vi i sidste øjeblik at tage en færge ud på øen. Vi ankommer ved solnedgang og finder ud af, at alle hoteller inden for vores budget er bookede. Øens tiltrækning virker ikke kun på danske cyklister, men tilsyneladende på alle rejsende i hele Central Amerika. Vi cykler ud af havnebyen og ud i mørket til vi finder et sted, der har plads. Det lykkedes, og en ældre nabo ringer til ejeren, der er taget på bar. Han kommer hjem og lugter stærkt af alkohol, men giver os en meget fordelagtig pris.

Gensyn med venner

Mikkel, vores ven fra Danmark cykler fra Mexico til Panama sammen med sin kammerat Gustav. Det viser sig, at de også er på øen. Vi bruger en dag på at dele røverhistorier fra vejen og give hinanden gode anbefalinger til den videre færd. Ved solnedgang bliver vi enige om at cykle ud og bade i søens magiske grålige vand, da solen går ned og farver himlen rød. En smuk afslutning på en dag sammen med venner. I morgen skal vi afsted igen, vi mod nord og Mikkel og Gustav mod syd.

En nat hos engelsklæreren

Vi kommer til en lille landsby og spotter et grønt hus, hvor vi spørger om vi kan slå teltet op. Elvin byder os velkommen. Først bliver vi tilbudt en plads til teltet i deres stue, men ved nærmere eftertanke, har de et værelse vi må låne for natten.

Kom siger Elvin vi skal op og bade, eller børnene skal. Senere finder vi ud af, at familien ikke har et bad, og besøget ved søen var vores invitation til at tage et bad, som vi efter flere dage på cyklerne nok også så ud til at trænge til. Vi følger med ned til landsbyens vandhul, som mest er en mose. Børnene springer med glæde i. Elvins datter Brittany er frygtløs og springer i fra det højeste sted på kløften, mens vi alle gyser og griner på samme tid.

På vej tilbage til familiens hus, har Elvin samlet mod til sig og spørger os på engelsk “where are you from?”. Vi har forklaret det på spansk, men spørgsmålet er begyndelsen på, at vi kan samtale på engelsk. Han har indtil da holdt det hemmeligt, at han taler engelsk. Det viser sig, at vi ved et tilfælde har banket på døren til regionens eneste engelsklærer. Resten af aftenen taler vi en blanding af engelsk og spansk. Før vi går til køjs, aftaler vi, at vi besøger Elvins skole, før vi cykler afsted næste dag.

Skolen ligger nede af en grusvej og består af fire små huse. Elvin møder os med et stort smil og åbner døren for os. Eleverne er låst inde i det store hegn hele skoledagen, og det er kun lærerne, der har nøgler. Elvin introducerer os til alle klassetrin og eleverne fniser og er fjollede. Alle skal have billeder med de høje mennesker fra Europa. Danmark kender de ikke noget til, men de har lige haft undervisning i Nicaraguas geografi. Vi cykler fra skolen med en masse god energi.

Centralamerikas sikreste land

Allerede i Colombia hører vi rygter om den nye præsident i El Salvador, der for alvor ”rydder op” i bandemedlemmer og kriminelle. Om de fængsles eller slås ihjel, er underordnet, bare de kommer væk fra gaden. El Salvador har længe været kendt som et af de farligste lande i Centralamerika, men har på få år vendt sit ry 180 grader, og nabolandene fortæller nu vidt og bredt om hvor sikkert El Salvador er. Samtidig fortæller mange, at banderne nu er flyttet til nabolandene, som allerede har nok at se til.

Vores tid i El Salvador er præget af sygdom, først bliver Martin syg og så Katja. I 40+ graders varme, virker det underligt at have influenza, og vi finder et par hoteller med blæsere, hvor vi kan slå sygdommen ud af kroppen. Vi drømmer om at campere på stranden med udsigt til Stillehavet, og finder en fin campingplads, men idyllen spoleres fordi det er påske, og påsken bruger hele El Salvadors befolkning ved stranden. Påsken mærker vi også på vejen, hvor alle køber øl på tankstationerne og kører åbenlyst påvirkede af alkohol. Tankstationerne har ofte lige så mange køleskabe med øl som med alkoholfrie læskedrikke.

Stejle bakker og sprogkursus

Guatemala har vi længe set frem til, fordi vi er blevet fortalt om smukke bjerge og de sødeste mennesker, men også advaret om de stejle bakker. Selv bilerne har det svært på de stejle stigninger og pludselig råber en modkørende bilist at vi skal skynde os væk. Tankerne flyver, og vi tænker om det kan være et opgør eller noget andet farligt. Vi stopper og Martin cykler om hjørnet, hvor der står en familie med deres bil i brand, den er overophedet på grund af den stejle stigning. Martin løber ind til en gård for at finde vand og flere stopper op og hjælper. Der bliver smidt vand på bilen, men vi beholder dog vores drikkevand. Da ilden er slukket, cykler vi videre med adrenalinen pumpende i blodet.

Sprogkursus med Lydia

”Hablas Espanol?” spørger vores spansklærer Lydia. For tredje gang på vores rejse tager vi et sprogkursus i spansk. Efter 4 dage sammen med Lydia lærer vi en masse, ikke kun sprogligt, men også om hendes liv og hverdagen i Guatemala. Hun er en rar kvinde, der gør sit bedste på at holde sammen på familien med to teenagebørn og en mand, der er væk uger ad gangen som lastbilchauffør. Telefonen ringer hver formiddag, det er hendes søns chef, der fortæller at han ikke er kommet på arbejde. Han er 19 år og arbejder i en bilvask. Han får 20 quetzales om dagen. Det svarer til 16 danske kroner. En cola koster 8 quetzales i kiosken. Vi bliver hurtigt enige om, at vi heller ikke ville orke at arbejde hele dagen for 2.5 colaer. Lydia fortæller, at det er vilkårene her at chefen tager pengene og betaler meget lidt til sine ansatte. Sønnen har ingen uddannelse og intet ønske om at uddanne sig, fortæller Lydia. Lydia drømmer om at flytte til stillehavskysten med sin datter og starte en fiskerestaurant. Mand og søn kan blive boende i Antigua, siger hun med et alvorligt smil.

Vores sprogkursus er arrangeret af en mand ved navn Marco. Han er desværre et eksempel på en, der tager det meste af fortjenesten selv. Under sprogkurset bor vi hos Erica, der har et pensionat for lokale studerende på udskolingstrinnet. Vi sover i en seng, der nærmere er en enkeltmandsseng end en dobbeltseng, og Erica skal stå for tre måltider om dagen, men hun serverer langt fra nok mad til et par sultne cyklister som os. Vi finder ud af, at hun kun får meget lidt for at have os boende, og faktisk ikke har råd til mad til os. Det er vi kede af, og derfor aftaler vi, at hun står for morgenmad og så køber vi selv mad til frokost og aftensmad. At hun også skal fodre de syv hunde, hun har taget ind fra gaden, har nok lidt at gøre med, at hun ikke har råd til at fodre os. Men vi ved, at Marco har taget de fleste af de penge, vi har betalt ham, og fordelt en lille slat mellem Lydia og Erica. Følelsen af uretfærdighed fylder os, og vi bliver vrede over at samfundet er indrettet sådan. Det er desværre bare et af mange eksempler på, at de mere velstillede udnytter de mindre velstillede i Latinamerika.

Dyrenes paradis Costa Rica

Vi er netop cyklet ned ad grusvejen, da vi stopper og kigger op i de grønne trætoppe. Junglen og dens summen omslutter os, og vi lytter til en særpræget fuglesang. Tre tukaner hilser os velkommen til Costa Rica. Mødet med den ikoniske sorte fugl med det gule/orange næb er længe ventet. Vi ved at Costa Rica er stedet at spotte dyr, men det overrasker os at tukanerne dukker op samme dag vi har krydset grænsen fra Panama.

Tukanoplevelsen kommer på et godt tidspunkt. Vi er trætte i krop og hoved efter 10 dage i træk på cyklerne og endnu en dag igen badet i sved i de næsten 40 graders varme. Varmen er hverdagskost i Centralamerika, og en følgesvend vi lærer at leve med. Dyreoplevelsen giver point på energikontoen og vi suser de sidste 10 kilometer hen ad den caribiske kyst mod byen Puerto Viejo. Puerto Viejo er en festlig turistby. Vi vælger at bo i et roligere område uden for byen. Her mødes jungle og strand i en cocktail, der fungerer lige så godt som jordbær med fløde på en dansk sommeraften.

Martin elsker når han har tid til at finde spejlreflekskameraet frem, men vi fandt ud af, at selvom det er let at spotte dyr i Costa Rica, er det en anden sag at tage et godt billede af dem. Særligt dovendyret giver ikke meget af sig selv som fotomodel.

Pamelas Jungle Lodge

Vores budget på 350 kroner om dagen rækker ikke til meget i Costa Rica, og vi får brug for gode forhandlingsevner for at finde et hotel, der ikke sprænger budgettet. Heldet tilsmiler os, og vi forhandler os til et værelse i Pamelas Jungle Lodge til 25 dollars pr. nat for 3 nætter. Hotellet bestyres af amerikanske Pamela, der flyttede hertil for 25 år siden. Dengang var her ikke elektricitet og det træ hotellet er bygget med, er hentet i junglen på æselryg. Alt er anderledes i dag, hvor Puerto Viejo har udviklet sig til en turistmagnet. Turisterne valfarter ikke til Pamelas hotel, som er gammelt og slidt.

Jaguar Rescue Center

Vi er spændte på at besøge Jaguar Rescue Center (JRC). Det er et redningscenter for vilde dyr på den caribiske kyst. Det startede med et par indhegninger i haven hos parret, der grundlagde det. De er begge biologer og har arbejdet mange år i zoologiske haver. Nu er JRC en stor organisation, der laver projekter til gavn for dyr. Fx laver de i samarbejde med lokale regeringer chokfrie zoner, hvor dovendyr kan kravle uden at få stød fra elnettet. Vi besøgte centeret, hvor de hver dag modtager dyr og masser af turister. Det er en oplevelse værd. Vi er dog i tvivl om, hvorvidt det bedste for dyrene er at drive et dyrt redningscenter og hospital, eller det ikke er bedre at bruge pengene på at redde den natur, dyrene lever i. Trods navnet, har centret sjovt nok aldrig haft en jaguar. Alligevel blev det spanske par kendt som jaguarmenneskene blandt de lokale. Da de senere skulle bestemme sig for et navn, blev det Jaguar Rescue Center. Til stor forvirring for de turister, der dukker op og forventer at se det store kattedyr.

Junglen lige uden for døren

Tilbage hos Pamela, finder vi på sengen en gave fra de insekter, der er ved at spise loftet. Vi børster det ellers rene sengetøj fri fra træfnuller, og Martin henter en kost, så vi kan feje gulvet. Vi er klar til tre nætter i junglen. Uden aircon, men med et koldt brusebad og kakerlakker på badeværelset. Begge er vi vant til. Om morgenen bliver vi vækket af brøleaberne skrig. Det kan høres på 2 kilometers afstand. Det er brøleaber, der bruges til dinosaurernes brøl i Jurassic Park filmene, og det siger noget om, hvor højt den lille abe kan skrige.

Junglen er udenfor døren til vores værelse. Det samme er dyrene, herunder gnaveren, Nutria, der ligner en forvokset rotte med sine op til 17 kilo. Den er glad for de madrester beboerne i det lille hotel-kollektiv, smider i junglen. Vi finder de finurlige brune dyr med store rumper sjove og nyder at se dem vimse rundt efter mad.

Du skal passe på, hvor du går, hvis du ikke vil gå direkte ind i et kæmpe spindelvæv med den store giganthjulspinder, der kreerer et smukt og kraftigt spindelvæv. I modsætning til andre hoteller, lader Pamela edderkopperne være i fred. Det er vigtigt for hende at bevare naturen, og den får lov til at gro vildt på området ved hendes hotel.

Overnatning i junglen

Budgettet rækker ikke til mange overnatninger på hotel, men vi bliver forkælet med skønne naturrige campingpladser hele vejen gennem Costa Rica, og får mod forventning brugt vores telt på trods af varmen. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at vi sover med et dovendyr i træerne ovenfor, og hilser på en flok aber om eftermiddagen og morgenen. En aften vi laver aftensmad på vores benzinbrænder, ser vi en kuglemyre, som efter sigende lever op til sit navn; det skulle gøre lige så ondt at blive bidt af sådan en, som det gør at blive skudt.

Costa Rica er på grund af høje priser ikke det letteste land at cykle i med vores budget, men det er et paradis for dyreelskere, og vi nyder hver en dyreoplevelse i det frodige grønne landskab.

Vi har krydset Sydamerika på cykel – Næste stop Panama

Vi står i Colombia og kigger ud over det caribiske hav, en mild brise danser ind over stranden. Vi sveder og vores fugtige tøj klynger sig til kroppen, men vi smiler stort. 13 måneder efter vi startede vores tur, har vi cyklet hele vejen op gennem Sydamerika. Sikke en milepæl!

Nu fejrer vi vores bedrift i en hængekøje i strand byen Capurgana, hvor vestlige turister kommer for den caribiske stemning, strand og sol. Byen er som lavet af hostels, hoteller og restauranter. Her finder du frisklavede juice og iskaffe, og turister slentrer gennem byen i bikini og badebukser. Hvis man ikke vidste det, ville man ikke tro på at blot få kilometer derfra, er virkeligheden en hel anden.

The Darien Gap og migranterne

Mulighederne for at krydse fra Colombia til Panama er ikke mange, da de to lande kun er forbundet af et lovløst jungleland, kaldet the Darien Gap. For de fleste er the Darien Gap omgivet af mystik. Hvad sker der i junglen, hvor lovløshed råder sammen med narko- og menneskesmuglere? Vi har svaret, for selvom vi ikke har taget turen ind i junglen, møder vi mange, der forbereder sig på netop det.

Selvom vi kender til problematikken, er det en overraskelse for os, da vi ankommer til havnebyen Necocli på Colombias caribiske kyst og med egne øjne ser, hvordan byen lever af at huse mennesker, der forbereder sig på vandreturen gennem the Darien Gap.

Vi, og de få andre turister, skiller sig ud i den kaotiske havneby. “Har I pas?” Spørger damen i hotellets reception. Det er ikke en selvfølge at gæsterne vil registreres. Vi er heldige, at vi har danske pas, og at vi er på en helt anden rejse. Vores krydsning af the Darien Gap, kommer til at ske med både, og bliver et eventyr i modsætning til migranternes junglevandring, som snarere kan beskrives som et mareridt.

Bådkrydsningen

Der er to måder, turister med pas typisk krydser fra Colombia til Panama. Den ene er med fly. Den anden er med tour firmaer, der udbyder sejlture og speedbådsture gennem det caribiske paradis bounty-øerne San Blas, der ligger i Guna Yala provinsen. Det stemmer ikke overens med vores budget, og da vi vil undgå at flyve, må vi finde vores egen vej og bruge de lokales transportbåde.

I Guna Yala provinsen bor Gunafolket og målet for os er at arrangere en række både, der kan hjælpe os til fastlandet i Panama, hvorfra vi kan cykle videre.

Det er let at komme med den første båd fra Necocli til Capurgana. Og videre fra Capurgana til vores første stop i Panama, Obaldia. Ved havnen, hvor vi køber billetter, venter hundredvis af migranter. Der er små boder, der sælger alt, du har brug for til at krydse vandet og vandre 5-7 dage gennem junglen – gummistøvler, myggespray, vand, vandtætte poser til mobilen, liggeunderlag og sågar telt. Det er ikke alle, der har råd til at købe et “junglekit”, men for de heldige kan rejsen blive en anelse mere komfortable. Vi er – måske lettere naivt – forbløffede over den kæmpestore pengemaskine, en migrantrute er på så mange niveauer.

Gunafolket og stormen der raser

I Obaldia er der ikke en havnefront, så vi må vade ud i vandet til naglen og op i den næste båd, der skal sejle os til Anachucuna. De unge mænd, der sejler båden, er så venlige at bære vores cykler ud i båden, og vandet når dem op til halsen. Gunafolket har en stærk sejlkultur, fordi de bor langs kysten og på øer. Efter en vild sejltur med flere meterhøje bølger, ankommer vi til Anachucuna. bliver vi budt velkommen af Ricardo, som skal sejle os videre dagen efter.

Landsbyen består af huse lavet af strå med tage af palmeblade. Vi spiser kylling og ris og nyder den lækre mad, mens vi snakker med kvinderne i deres flotte farverige dragter. Guna kvinderne går traditionelt klædt med perlekæder op ad arme og ben og flotte røde kjoler med et hjemmelavet broderet korset.

Bountyøen Atidub

Efter en uplanlagt hviledag i Anachucuna på grund af storm, er vi klar til at tage af sted til næste stop; øen Atidub, og Martin rækker cyklerne ud i båden over et rækværk. I et uheldigt øjeblik flytter båden sig, og modtageren får ikke fat, så Martin står med cyklen i udstrakte arme og rammer det lille træværk med brystet. Vi hører begge knækket. Det viser sig at være et brækket ribben, men smerten kommer først et par dage senere. Vi sætter os til rette i båden sammen med hvad virker som resten af landsbyen, og kigger med rædsel på, hvordan vores cykler bliver brugt til at stå på af bådens to hjælpere. Men vi kan ikke gøre meget, vi sidder som sild i en tønde.

Efter fire timer ankommer vi til Caladonien, som er en samling øer i Guna Yala provinsen. Her har vi en aftale med Ati. Ati ejer øen Atidub, som normalt er et stop for turisterne på turistbådene. Han har en hytte, som vi kan bo i. Det er en rigtig bounty ø med hvide sandstrande, palmer og turkisblåt vand. Fordi her kommer turister, findes der et toilet på øen. Der har ellers ikke været kloakering eller toiletter andre steder i Guna-yala. Den slags ordnes i havet eller i de små sandede gader. Vi spiser sammen med Ati og hans familie de tre dage vi er på øen og hygger os med at lave bananjuice, slænge i hængekøjen og tage på små udflugter til de omkringlæggende øer.

Ati sejler os rundt i området, og vi besøger hovedøen i Caladonien. Her bor alle meget tæt i små kvadrater med hele familien i flere generationer. Gunafolket har en stærk tro på deres måde at leve på og holder på deres traditioner. De har økonomisk og politisk selvstyre fra Panama, og det er de tydeligt stolte over.

Efter tre dejlige dage på hvad der nu føles som vores egen øde ø, vinker vi farvel til det skønne område og Ati og hans familie. Det har været en stor oplevelse at bo hos Gunafolket og vores krydsning af Darien Gap kunne ikke være bedre, selvom vi måske er blevet snydt en smule, når vi ved bådene skulle prutte om prisen.

Vi kommer til havnen Carti på fastlandet, hvor vi pakker cyklerne og cykler fem meter, da vi ser at Martins baghjul er ekset – det var alligevel ikke så smart at cyklerne blev brugt som skamler i båden og vi finder et lift de 100 km til Panama City.

Panama City – kontraster

Efter flere uger i mindre landsbyer med mudderhuse med palmetage og kokosnødder, er det en stor kontrast at ankomme til Sydamerikas svar på Dubai. Kæmpe højhuse tårner op omkring os, og vi er kommet til bilernes by. Det er ikke meningen at du kan gå rundt i Panama, det er infrastrukturen ikke sat op til.

Vi prøver dog alligevel, og går byen rundt for at besøge cykelhandlerne, så vi kan få fixet Martins bagdæk. Vi kommer til den rigtige cykelforhandler, der hamrer dækket ned i betongulvet indtil det er nogenlunde rettet til. Vi bliver enige om, at vi godt kan cykle videre på det eksede dæk, og så få tilsendt et nyt dæk – måske til Costa Rica.

Vi bliver et par dage ekstra i Panama City, fordi Martin har smerter. Det brækkede ribben får lidt ro, mens vi nyder et par dage på et hostel og laver god mad. På vej ud af byen cykler vi over Panamakanalen, og det er utroligt, hvad den menneskeskabte kanal betyder for verdenshandelen. Kanalen blev bygget færdig af USA i starten af 1900-tallet, men havde allerede været længe undervejs. Franskmændene, der oprindeligt påbegyndte arbejdet, blev dog så plaget af sygdom og ulykker at de måtte opgive. Det siges at godt 27.000 mennesker døde i forbindelse med byggeriet. Det var først i 1999 at Panama overtog kanalen, inden da, styrede USA den med hård hånd.

Panama Highway og Besøg hos Claus

Igennem meget af Panama, cykler vi på Panama Highway, og det er ellers lastbilernes domæne. Vi kan ikke sige, at vi nyder at cykle langs hovedvejen, særligt ikke fordi det er over 40 grader varmt, og bilernes osen forfølger os hvor end vi kommer. Efter at have cyklet gennem hele Sydamerika, hvor vi kan tælle på hænderne hvor mange fastfoodkæder vi har set, er det næsten for meget af det gode, at der ligger en MacDonalds eller andre fastfoodkæder hvert 10-30 kilometer. Vi (mis)bruger dem lidt, fordi vi så gerne vil ud af varmen og ind i aircondition, så de første dage i Panama får MacDonalds og Subway hyppigt besøg af os. En anden træls ting ved at cykle langs hovedvejen, er, at lastbilernes dæk springer og derfor ligger der en masse små metal-splinter, der elsker at bore sig ind i vores – nu ret medtagede – dæk. Vi kan nemt lappe cykelslanger op til tre gange om dagen… I 40 graders varme…

En af Martins kammerater fra Eventyrernes Klub, Claus, bor i Panama med sin kone Carla, og vi besøger dem i deres dejlige hjem ved Stillehavet, hvor vi får et dyb i Stillehavet og nyder godt af deres hospitalitet og Carlas lækre mad inden vi cykler videre ud i varmen.

På vej til Claus, cykler vi forbi en Starbucks, hvor et par vinker til os. Vi cykler først forbi, men bliver enige om, at vi må tilbage og se, om det er nogen vi har mødt på vejen før. Det er det ikke, men de tilbyder en Frappechino og en god snak. Det er et ungt par, Katjas navnesøster, og hendes kæreste, der bor i Panama og arbejder remote, men som før Corona cyklede i Sydamerika, og endte i Uruguay i over et år under Pandemien. Vi elsker at blive inspirerede af andre menneskers livsstil, og vi møder så mange spændende mennesker på vejen.

Panamas oprindelige folk

Panama overrasker os, fordi vi finder ud af, at der lever flere oprindelige folk, der har kæmpet for deres rettigheder og har en form for selvstyre fra Panama. Guna-folket er et eksempel, men vi møder også Ngöbe folket, da vi cykler op mod den Caribiske kyst. Vi cykler ind i en lille landsby, hvor vi har hørt, vi måske kan få lov til at sove, og møder den sødeste familie, der inviterer os til at sove i deres brors næsten-færdigbyggede hytte på stylter. Vi sætter teltet op på øverste etage og tager hjem til familien for at spise aftensmad. Lækker kylling med ris og varm kakao. Landsbyen lever af at sælge kakao, og har store kakao marker tæt på, hvor de fleste mænd arbejder. Vores skønne værtinde er for nyligt blevet skilt fra sin mand, fordi han fandt en anden kone. Hun er dog mest af alt lettet, fordi det er meget arbejde at holde en mand i live. Hun har allerede nok at se til med sin bror, der bor hos familien, og sine to teenagesønner, som hun er blevet nødt til at få til at flytte – ellers er der ikke økonomi til at brødføde familien.

Efter kun 2-3 uger i Panama, finder vi os selv ved grænsen til Costa Rica. Det næste lange stykke tid i Centralamerika skal vi vænne os til at vi kun er i landende i et par uger, før vi krydser ind i næste land. Vi glæder os!