Centralamerika – vulkaner, venner og Martins fødselsdag

Vi vågner på en brandstation i Guatemala På Martins 42-årige fødselsdag. Før Corona, var det alment kendt blandt rejsecyklister at brandstationerne i Syd- og Centralamerika tilbyder et sikkert sted at sove. Mange brandstationer lukkede ned for det tilbud under Coronapandemien, og derfor har vi ikke opsøgt det som en mulighed indtil nu. I byen Nahuala er der ingen hoteller, og gode råd bliver dyre, da vi ankommer til byen sent om eftermiddagen. Vi bliver enige om at prøve lykken og spørge hos byens frivillige brandvæsen. Heldigvis byder de os velkomne med åbne arme. ”Stil bare cyklerne her” siger brandmanden Jose med et stort smil og gestikulerer at vi skal stille cyklerne foran den store røde brandbil i garagen. Vi spørger ham, om han er sikker. ”Ja, ja, det er fint”. Vi beslutter at stille cyklerne op ad muren i stedet. Vi vil nødig vækkes af en brandalarm midt om natten og vide at vores cykler står i vejen. Da vi vågner beslutter vi os for at forlade brandstationen, så vi ikke er i vejen. Martin har fødselsdag, og det skal vi fejre, men det er svært at finde et sted at spise morgenmad i byen, og vi ender med at købe mælk og spise vores havregrød koldt. Dagen byder ikke på den mest spændende cykling, da vi cykler på motorvejen. Her ligger skrald, flasker og patronhylstre. Vi holder os dog optimistiske, og dagen ender godt, da vi cykler ind på mindre landeveje, hvor vi ser mere af Guatemala. Vi er overraskede over, hvor befolket landet er, og ender i en by med et kæmpestort marked, hvor vi næsten ikke kan få cyklerne igennem, fordi alle gader er fyldt til randen med varer og mennesker.

Vulkanlandet Nicaragua

Det er længe siden, at Corona har spillet et puds i vores rejse, men overraskende bliver vi bedt om at vise bevis for Corona vaccination ved grænsen til Nicaragua. Vi finder de gamle, slidte papirer fra Danmark frem fra taskens dyb, og er glade for at vi ikke har smidt dem ud i løbet af de sidste 14 måneder.

Nicaragua overrasker os med smil og masser af vink når vi cykler gennem landskabet. Folk er tydeligt fattigere her end i Costa Rica og Panama. I Nicaragua kører folk i hestevogne og bruger okser i marken. Vi ser mænd til hest, der driver deres kvæg gennem landskabet og bruger lassoer, når de skal have styr på de store dyr. Kontrasten til Panamas mange McDonald´s og Costa Ricas turistparadis er stor, men i Nicaragua føler vi os bedre tilpas. Her bliver vi modtaget som gæster og ikke som turister. Folk er nysgerrige på, hvem vi er som mennesker, og er ikke så optaget af, hvor mange penge de kan tjene på os.

Nicaragua er et geologisk hotspot med ikke mindre end 19 vulkaner, og vi cykler forbi mange af dem. Flere er aktive og sender kraftig røg op i himlen. Vulkanøen Ometepe stiger op af Centralamerikas største sø. Øen består af to smukke vulkaner, der former den som et ottetal. Vulkanerne fremstår som man kender dem fra tegneserier, trekantede og med et stort krater i toppen. Øens tiltrækningskraft er stærk og selvom vi har planlagt at cykle forbi, beslutter vi i sidste øjeblik at tage en færge ud på øen. Vi ankommer ved solnedgang og finder ud af, at alle hoteller inden for vores budget er bookede. Øens tiltrækning virker ikke kun på danske cyklister, men tilsyneladende på alle rejsende i hele Central Amerika. Vi cykler ud af havnebyen og ud i mørket til vi finder et sted, der har plads. Det lykkedes, og en ældre nabo ringer til ejeren, der er taget på bar. Han kommer hjem og lugter stærkt af alkohol, men giver os en meget fordelagtig pris.

Gensyn med venner

Mikkel, vores ven fra Danmark cykler fra Mexico til Panama sammen med sin kammerat Gustav. Det viser sig, at de også er på øen. Vi bruger en dag på at dele røverhistorier fra vejen og give hinanden gode anbefalinger til den videre færd. Ved solnedgang bliver vi enige om at cykle ud og bade i søens magiske grålige vand, da solen går ned og farver himlen rød. En smuk afslutning på en dag sammen med venner. I morgen skal vi afsted igen, vi mod nord og Mikkel og Gustav mod syd.

En nat hos engelsklæreren

Vi kommer til en lille landsby og spotter et grønt hus, hvor vi spørger om vi kan slå teltet op. Elvin byder os velkommen. Først bliver vi tilbudt en plads til teltet i deres stue, men ved nærmere eftertanke, har de et værelse vi må låne for natten.

Kom siger Elvin vi skal op og bade, eller børnene skal. Senere finder vi ud af, at familien ikke har et bad, og besøget ved søen var vores invitation til at tage et bad, som vi efter flere dage på cyklerne nok også så ud til at trænge til. Vi følger med ned til landsbyens vandhul, som mest er en mose. Børnene springer med glæde i. Elvins datter Brittany er frygtløs og springer i fra det højeste sted på kløften, mens vi alle gyser og griner på samme tid.

På vej tilbage til familiens hus, har Elvin samlet mod til sig og spørger os på engelsk “where are you from?”. Vi har forklaret det på spansk, men spørgsmålet er begyndelsen på, at vi kan samtale på engelsk. Han har indtil da holdt det hemmeligt, at han taler engelsk. Det viser sig, at vi ved et tilfælde har banket på døren til regionens eneste engelsklærer. Resten af aftenen taler vi en blanding af engelsk og spansk. Før vi går til køjs, aftaler vi, at vi besøger Elvins skole, før vi cykler afsted næste dag.

Skolen ligger nede af en grusvej og består af fire små huse. Elvin møder os med et stort smil og åbner døren for os. Eleverne er låst inde i det store hegn hele skoledagen, og det er kun lærerne, der har nøgler. Elvin introducerer os til alle klassetrin og eleverne fniser og er fjollede. Alle skal have billeder med de høje mennesker fra Europa. Danmark kender de ikke noget til, men de har lige haft undervisning i Nicaraguas geografi. Vi cykler fra skolen med en masse god energi.

Centralamerikas sikreste land

Allerede i Colombia hører vi rygter om den nye præsident i El Salvador, der for alvor ”rydder op” i bandemedlemmer og kriminelle. Om de fængsles eller slås ihjel, er underordnet, bare de kommer væk fra gaden. El Salvador har længe været kendt som et af de farligste lande i Centralamerika, men har på få år vendt sit ry 180 grader, og nabolandene fortæller nu vidt og bredt om hvor sikkert El Salvador er. Samtidig fortæller mange, at banderne nu er flyttet til nabolandene, som allerede har nok at se til.

Vores tid i El Salvador er præget af sygdom, først bliver Martin syg og så Katja. I 40+ graders varme, virker det underligt at have influenza, og vi finder et par hoteller med blæsere, hvor vi kan slå sygdommen ud af kroppen. Vi drømmer om at campere på stranden med udsigt til Stillehavet, og finder en fin campingplads, men idyllen spoleres fordi det er påske, og påsken bruger hele El Salvadors befolkning ved stranden. Påsken mærker vi også på vejen, hvor alle køber øl på tankstationerne og kører åbenlyst påvirkede af alkohol. Tankstationerne har ofte lige så mange køleskabe med øl som med alkoholfrie læskedrikke.

Stejle bakker og sprogkursus

Guatemala har vi længe set frem til, fordi vi er blevet fortalt om smukke bjerge og de sødeste mennesker, men også advaret om de stejle bakker. Selv bilerne har det svært på de stejle stigninger og pludselig råber en modkørende bilist at vi skal skynde os væk. Tankerne flyver, og vi tænker om det kan være et opgør eller noget andet farligt. Vi stopper og Martin cykler om hjørnet, hvor der står en familie med deres bil i brand, den er overophedet på grund af den stejle stigning. Martin løber ind til en gård for at finde vand og flere stopper op og hjælper. Der bliver smidt vand på bilen, men vi beholder dog vores drikkevand. Da ilden er slukket, cykler vi videre med adrenalinen pumpende i blodet.

Sprogkursus med Lydia

”Hablas Espanol?” spørger vores spansklærer Lydia. For tredje gang på vores rejse tager vi et sprogkursus i spansk. Efter 4 dage sammen med Lydia lærer vi en masse, ikke kun sprogligt, men også om hendes liv og hverdagen i Guatemala. Hun er en rar kvinde, der gør sit bedste på at holde sammen på familien med to teenagebørn og en mand, der er væk uger ad gangen som lastbilchauffør. Telefonen ringer hver formiddag, det er hendes søns chef, der fortæller at han ikke er kommet på arbejde. Han er 19 år og arbejder i en bilvask. Han får 20 quetzales om dagen. Det svarer til 16 danske kroner. En cola koster 8 quetzales i kiosken. Vi bliver hurtigt enige om, at vi heller ikke ville orke at arbejde hele dagen for 2.5 colaer. Lydia fortæller, at det er vilkårene her at chefen tager pengene og betaler meget lidt til sine ansatte. Sønnen har ingen uddannelse og intet ønske om at uddanne sig, fortæller Lydia. Lydia drømmer om at flytte til stillehavskysten med sin datter og starte en fiskerestaurant. Mand og søn kan blive boende i Antigua, siger hun med et alvorligt smil.

Vores sprogkursus er arrangeret af en mand ved navn Marco. Han er desværre et eksempel på en, der tager det meste af fortjenesten selv. Under sprogkurset bor vi hos Erica, der har et pensionat for lokale studerende på udskolingstrinnet. Vi sover i en seng, der nærmere er en enkeltmandsseng end en dobbeltseng, og Erica skal stå for tre måltider om dagen, men hun serverer langt fra nok mad til et par sultne cyklister som os. Vi finder ud af, at hun kun får meget lidt for at have os boende, og faktisk ikke har råd til mad til os. Det er vi kede af, og derfor aftaler vi, at hun står for morgenmad og så køber vi selv mad til frokost og aftensmad. At hun også skal fodre de syv hunde, hun har taget ind fra gaden, har nok lidt at gøre med, at hun ikke har råd til at fodre os. Men vi ved, at Marco har taget de fleste af de penge, vi har betalt ham, og fordelt en lille slat mellem Lydia og Erica. Følelsen af uretfærdighed fylder os, og vi bliver vrede over at samfundet er indrettet sådan. Det er desværre bare et af mange eksempler på, at de mere velstillede udnytter de mindre velstillede i Latinamerika.

◄ 1 2 3 ... 6 ►