Archive for month: august, 2022

Vi har parkeret cyklerne i Uyuni, Bolivia og stikker snuden mod Peru, hvor vi skal mødes med vores veninde Sabine og hendes søskende Anna og Jeppe.

Da vi planlagde besøget, troede vi, at vi allerede ville være i Peru på cyklerne, men fordi vi har valgt at cykle i det øde sydvestlige Bolivia, har vi brugt mere tid end forventet. Derfor lader vi vores cykler stå i Uyuni i Bolivia og rejser de 1500 kilometer til Cusco i Peru med bus. Det er en tur på godt 30 timer i fire forskellige busser.

Magiske Machu Picchu

Machu Picchu er Perus største turistattraktion. Det ses tydeligt på byen Cusco, som ligger ca. 80 kilometer væk fra den berømte ruin. Cusco bobler af liv, og vi ser flere turister end Peruvianere gå rundt i den gamle bys historiske gader. Allerede i Cusco får du et indblik i Inkaernes historie, da byen oprindeligt var Inkaernes hovedstad før Spanien koloniserede Peru og rev store dele af byen ned. Spanierne byggede kirker og andre bygninger på fundamentet af Inkaernes karakteristiske stenbygninger.

Turens højdepunkt er den fire dage lange vandretur ad Inkastien til Machu Picchu. Fordi vi er i en national park, er det et krav at alle turister følges med en guide og portere til at bære telte og mad. Det betyder at ca. 500 mennesker træder stien hver dag, 200 turister og 300 lokale guide og portere. Porterne bærer telt og mad og hele ni portere bærer vores mad og udstyr. Hver dag laver de frokost i spiseteltet, som de sætter op før vi kommer frem, og om eftermiddagen laver de vores lejr og serverer os tre retter til aftensmad. Det er luksus, men samtidig lidt for meget postyr for to cyklister som os, der er vant til at bære på vores egne ting og være fri til at slå teltet op hvor vi ønsker. Vi har det lidt svært med at se på, hvordan mændene slæber for os. På den anden side, skaber det arbejdspladser for mændene i lokalområdet. Vi må ikke gå Inkastien uden alt hurlumhejet, så vi får det bedste ud af det.

Inkastien er den oprindelige rute til Machu Picchu, som Inkaerne selv lavede og vi mærker historiens vingesus, da vi står oppe på det første bjergpas, den døde kvindes pas, på 4300 højdemeter og ser ned på de 3000 trin, der skal føre os næsten hele vejen ned til Machu Picchu. Passet hedder den døde kvindes pas, fordi det har udsyn til et bjerg, der ligner en kvinde, der ligger på ryggen. Vi ved ikke helt, hvorfor hun er død, men vi har en mistanke om, at det er alle de trapper vi netop har brugt næsten hele dagen på at gå op ad, der har taget livet af hende. Vi er i hvert fald alle medtaget efter at have gået, hvad guiden siger er rutens hårdeste etape.

På vandreturens andensidste dag, kommer vi rundt om hjørnet, og hører noget pusle i den tætte skov, hvor bladene bevæger sig. Bagbenene og halen af en stor bjergkat kommer til syne og med ét er vi alle musestille. Bjergkatten forsvinder dybere ind i skoven, men vi kan se den bevæge sig i en cirkel bagom os. I håbet om at få endnu et kig på det flotte dyr, følger vi efter lydene med bankende hjerter, men vi ser ikke bjergkatten igen.

Høje på naturoplevelsen går vi resten af vejen til aftenens lejr, som ligger ved indgangen til den sidste del af den fire dage lange vandresti. Den sidste dags vandring er kort, men dagen er lang, fordi vi står op kl. 3 om natten og stiller os i kø til indgangen til den del af vandrestien, der fører til Solporten, hvor vi for første gang har udsyn til Machu Picchu. Vi er de første, der sidder os i kø til indgangen, og det er vigtigt, fordi der er 200 andre turister, der også går på Inkastien til Machu Picchu den dag.

Vi er også de første, der når Solporten den morgen, og kan nyde den fantastiske udsigt over… skyerne. Det er overskyet, da vi forpustede kommer frem efter at have småløbet hele vejen gennem den mørke regnskov i lyset fra vores pandelamper. Kort efter letter skyerne dog og vi får det første kig på Machu Picchu. Vores guide Jorge, giver os en grundig rundvisning af området og vi er helt høje af at opleve dette fantastiske sted efter fire dages hård vandretur – og så med vores venner fra Danmark.

Efter et par dages velfortjent afslapning i Cusco siger vi farvel til Sabine, Anna og Jeppe og tager med bus tilbage til Uyuni. Vi pakker cyklerne og gør klar til eventyr i Bolivia.