Ep8. De sidste bjerge i Peru og rejsen gennem Amazonas

I denne podcast får vi junglefeber, når vi cykler fra højsletten og ned til junglen. Men først fortæller vi flere
historier fra vores tur gennem Perus bjerge, for dem blev vi ikke færdige med i sidste podcast. Vi tager også
et smut forbi den sneklædte bjergkæde Cordellira Blanca, som viser sig at være sværere at besøge, end vi
først troede. I junglen har vi en mission; at finde en båd, der kan tage os over 1000 kilometer ind i junglen
langs Amazonas floder, til den peruvianske by Iquitos og videre til Ecuador. Mon vi lykkes?

Ep7. Vores møde med Peru og de helt store bjerge på Peru Great Divide

Vi får en hård velkomst i det fjerde land på vores cykeleventyr, Peru. Vi cykler langs verdens højst beliggende
sø, der er sejlbar, i 3800 meters højde, og krydser søen med vores cykler. Vi genbesøger den gamle
inkahovedstad Cusco, hvor vi holder en velfortjent cykelpause og slapper af i andre cyklisters selskab, før vi
begiver os ud på den berømte bikepacking rute Peru Great Divide og giver os i kast med de højeste bjergpas
i Sydamerika.

Ep6. På cykel gennem skønne Bolivia og så lidt om at vildcampere

At nå til Bolivia var en kæmpe milepæl og noget vi var virkelig spændte på at opleve. At besøge Bolivia er en drøm for os begge der går i opfyldelse og at få lov til at besøge Bolivia på cyklen er en kæmpe oplevelse. Vi lægger hårdt ud og cykler gennem det øde hjørne af Bolivia kaldet Sud Lipez og for os cyklister kendt som Laguna ruten. Vi fortæller om vores oplevelser på verdens største saltslette Salar de Uyuni og mødet med vores ven Jace midt ude i det hvide salt. Vi fortæller mere om vores færden gennem Bolivias byer Potosi, Sucre og om lokalbefolkningen, der møder os med humor og smil.

Så fortæller vi lidt om det at vildcampere og hvorfor vi vælger at slå vores telt op i natur og by. Lyt med og kom gerne med forslag til nye emner.

Ep5. Mendoza til San pedro de atacama og så lidt om økonomi

Hvordan får man råd til at tage på sådan en tur? Det er måske det spørgsmål, vi får stillet allermest. I denne podcast, taler vi om de valg og fravalg vi har gjort, for at lykkedes med at spare op til vores rejse. Det handler om teamwork, motivation og om at prioritere benhårdt, men også om at give plads til at leve livet samtidig med at spare op, så det hele ikke bliver for surt.

Men før vi snakker om økonomien, fortæller vi om vores tur fra Mendoza i Argentina til San Pedro de Atacama i Chile. En tur på flere tusinde kilometer, der byder på tandpine, høje bjergpas, en krydsning over andesbjergene og et møde med Nordargentina, som har sat spor i vores hjerter.

Ep4. Fra Futaleufú til Mendoza og lidt om dét med at være afsted som kærester 

I podcasten kan du høre om vores tur fra Futaleufú i Chile til Mendoza i Argentina, som tager os gennem flotte national parker heriblandt Los Alerces med skønne skove og ikke mindst langs de syver søers rute. Vi får en kold overraskelse, da vi krydser ind i Argentina, hvor efteråret er ved at indfinde sig. 

Denne episodes emne er at rejse sammen som kærester på en livsændrende og stor tur som denne. Hvordan giver vi hinanden plads, når vi bor på knap 4 kvadratmeter og er sammen 24/7? Hvad er det vigtigste mål på vores rejse? Hvordan er det, at være meget erfaren og helt ny på cyklen og stadig have det godt sammen.

Ep3. Regnfulde cykeldage i naturskønne Chile og lidt om sikkerhed

I tredje episode af vores podcast fortæller vi historier fra tre uger i det grønne, frodige og regnfulde Chile og tager et emne op, som vi ofte bliver konfronteret med af mennesker vi møder på vores rejse såvel som af bekendte hjemme i Danmark og på sociale medier; Er det farligt at rejse på cykel gennem Sydamerika? Og hvordan håndterer vi eventuelle ”fare” vi møder på vores vej?

Ep2. 1000 km på øde veje i det sydlige patagonien

Vind, vejr og mangel på vand kendetegner de første 1000 kilometer af vores 25.000 kilometer lange cykeleventyr. Vi har cyklet på tværs af det Argentinske Patagonien på lange lige landeveje gennem øde steppe og besøgt små farverige landsbyer. Vi fortæller i denne episode om nogle af vores oplevelser i de første 1000 kilometer. Om vores møde med lokalbefolkningen, argentinske cowboys og om hvordan det føles at cykle ud ad en lille grusvej med taskerne fyldt med mad og vide at vi i de næste fem dage skal klare os selv.

Ep1. Starten på vores cykeleventyr fra Argentina til Canada

I vores første episode fortæller vi om hvem vi, Martin og Katja, er og hvorfor vi har taget beslutningen om at sige vores job op og rejse ud i verden på vores kæmpe cykeleventyr. Vi fortæller historier fra de første 850 km vi har cyklet gennem det sydlige Patagonien i Argentina, som er et af de mindst befolkede områder i verdenen.