Vandring på Santa Cruz trekket i Cordillera Blanca

Vi tager en uges pause fra cyklerne og vandrer den velkendte vandrerute Santa Cruz, som er en 42 kilometer lang tur i den snebeklædte bjergkæde Cordillera Blanca.

Masser af billeder her https://www.americasbybike.dk/billeder/nggallery/peru/santa-cruz-vandring

Rygsækkene er pakket, cyklerne har vi parkeret i byen Huánuco og vi sidder i en privat passagerbil på vej til byen Huaraz, der ligger 300 kilometer væk. Ruten betjenes ikke af busser, fordi vejen er i dårlig stand. Efter 12 timer i en bumlende og varm bil, ånder vi lettet op da vi ankommer til byen Huaraz og priser os lykkelige for, at vores primære transportmiddel er cyklen og ikke bilen.

Næste dag har vi det som om vi har tømmermænd, og det hjælper ikke at Katja har fået dårlig mave af den omelet, vi spiste da vi ankom sent om aftenen. Vi hviler to dage på hotellet, så Katja kan komme over sin madforgiftning, før vi gør os klar til at tage på vandretur. Madforgiftning er desværre en af de ting, vi må tage med, når vi rejser i Peru. Lige nu er scoren 2-3 til Katja…

Det er muligt at vandre Santa Cruz trekket med en guide, kok og æsler, der kan bære tasker, telt og mad, men vi foretrækker at vandre selv. Derfor fylder vi rygsækkene til randen med mad til 4 dage, gasblus, gryder, soveposer, telt og hele molevitten. Vi elsker den frihed det giver at holde pauser, når vi vil, spise hvad vi vil og sætte teltet op, hvor vi vil.

Afsted

Det er helt mørkt og lidt køligt, klokken er 5 om morgenen og vi skal med en bus ud til starten af vores trek. I Peru bliver 3 1/2 time hurtigt til 6 timer, og chaufføren bliver ved med at udskyde tidspunktet for ankomsten. Klokken er over 11 da vi når til den lille bjerglandsby, hvor sporet op imod bjergene starter. Første udfordring er at finde sporet, som til at starte med bevæger sig ned til en flod gemmen små bjerglandsbyer, hvor der ingen skilte er. Vi får hjælp af en flink mand, der råber ud ad sit vindue at vi skal gå op bagom hans hus.

Nu er det bare opad på den lille sti, som er nem at følge, fordi de æsler turgrupperne bruger efterlader et spor af æselpærer. Vi følger en lille flod op gennem en fin dal og snart åbner dalen lidt op og vi ser for første gang de smukke snedækkede bjergtoppe i det fjerne.

Maverne kilder og smilene er store ved synet, men hurtigt husker vores kroppe os på, at cykelmuskler ikke er vandremuskler. Vores rygge, hofter og lægmuskler beklager sig mere og mere for hver kilometer vi går og den tunge rygsæk gnaver i skuldrene.

Den ubudne gæst

Helt færdige i kroppen, slår vi sidst på eftermiddagen teltet op ved en lille flodbred, og starter med at lave mad. Menuen står på pasta, tun, gulerod og masser af løg og ingefær. Vi får øje på et sæt øjne udenfor teltet. De stammer fra et gråt æsel, der ser så bedrøvet ud, at det er som taget ud af historierne om Peter Plys.

Æslet bliver mere og mere nærgående, og da vi giver det gulerodsskræller, får det lyst til at undersøge hvad der er i vores telt. Det stikker hele sit store hoved ind i teltet og kigger nysgerrigt på Martin, der sidder og filtrerer vand. Det er altid hyggeligt med selskab, men da æslet gentagne gange napper ud efter slangen til vores vandfiltersystem, må vi trække en grænse og Katja går ud i mørket for at jage æslet væk.

Det høje bjergpas

Den største udfordring på ruten er et 4700 meter højt bjergpas. Efter mange måneders cykling i de høje bjerge, er vi akklimatiserede og vant til at være oppe i den højde, men alligevel er det hårdt de sidste 300m op mod bjergpasset. Vejen går stejlt op ad på store klippeflader, hvor vores efterhånden slidte sko, har svært ved at få fat. Overalt er der udsigt til store flotte bjerge. Vi kan se de mørke skyer samle sig uden foran dalen, og vi ved at der er uvejr på vej, så vi skynder os op til passet. Oppe på passet tager vi et par billeder og så er det ned igen, for bag os kommer mørke skyer tættere på.

Ubeskriveligt smukt

Det absolutte højdepunkt på vandreturen er, da vi sætter teltet op lige neden for ét af de smukke sneklædte bjerge. Teltpladsen har vi for os selv, fordi vi går ruten uden for turistsæsonen. Vi må dog vente med at nyde den gode udsigt til morgenen efter, fordi uvejret har indhentet os og regnen begynder at styrte ned. Det er som altid hyggeligt at ligge i teltet og spise chokolade og drikke te, mens regnen hamrer løs på yderteltet og vores trætte ben får et velfortjent hvil.

Vi elsker at cykle, men vi er også helt pjattede med at vandre, og den smukke tur gennem bjergene giver os fornyet energi. Vandring bringer andre tanker frem, og vi bruger meget af turen på at snakke om fremtiden og lægge eventyrlige planer. Men for nu, skal vi videre på vores cykeltur, hvor Amazonas regnskov venter.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Giv en lyd