4-dages vandretur ved fantastiske Fitz Roy (El Chaltén, Argentina)

Allerede før vi tog hjemme fra Danmark, havde vi besluttet at holde hviledage i den charmerende bjergby El Chaltén, for at udforske området med de ikoniske bjerge Fitz Roy og Cerro Torre.

Da vi ankom til El Chalten planlagde vi at forbinde flere af områdets dagsture med hinanden og så at afslutte med at vandre ruten rundt om bjerget Huemul. Det er en vandretur på omkring 75km. Vi gik ud fra at det ville tage os mellem 5-7 dage, så det passer med de steder der er teltpladser i nationalparken.

For at kombinere dags vandreruterne måtte vi krydse floder og et bjergpas. Af sikkerhed hensyn skulle vi registrere os hos de lokale park rangers, som ville sende hjælp hvis vi kom galt afsted på ruten. Ruten kræver udstyr til flod krydsninger, som gøres over et reb eller stålwire placeret på forhånd af park rangers. Udstyret er en klatresele, karabinhager og sikkerhedsline. Vi lejede udstyret i El Chaltén for cirka 30kr om dagen.

Nu var vi klar! Alt var pakket i de små 45l rygsække vi har med på rejsen til vandreture. Mad til 7 dage fylder godt i vores små tasker, så vi havde sparet på maden og havde kun det mest nødvendige med. Vi gik afsted ud af byen mod vandreruten, der leder op mod Laguna los de tres, som ligger ved foden af Fitz Roy bjerget. Et ikonisk smukt bjerg, som er mange bjergbestigeres drøm.

Stien gik direkte opad og sådan blev den ved hele vejen op til lejrpladsen. Det er en smuk rute hvor man kommer gennem skov og hede landskab. Lidt over halvvejs kunne vi vælge den direkte vej mod lejren eller den lidt længere vej med udsigt til bjergene. Vi valgte vejen med udsigt og blev ikke snydt, da vi pludselig stod med den smukkeste udsigt til Fitz Roy og de omkringliggende bjerge.

Vi ankom til lejrpladsen og der var flere mennesker end vi havde forventet. Måske 100 telte pakket sammen i den lille skov. Vi fandt heldigvis et sted nede ved floden, der var mindre befolket. Vi satte teltet op og vandrede videre op mod Laguna de los tres, som var små 500m op fra lejrpladsen, 1.5km stejlt opad, og da vi kom op til søen, stod solen lige over bjergene på fuld kraft, et smukt syn uden lige.

Vejen mod Cerro Torre næste dag var mere flad og nænsom ved vores trætte ben. En tur med bjergsøer og gennem små stykker skov med skygge fra den varme sol. Vi havde læst, at der var en lille butik i rangernes lejr, men da vi kom frem, var alt lukket og mere forladt end vi havde regnet med.

Vi spiste vores egen frokost, som bestod af fladbrød, pølse og Nutella.

Herfra gik vi mod gletsjersøen ved Cerro Torre med endnu en utrolig smuk udsigt til bjergene. Ved floden fra gletsjeren kunne vi slå vores telt op og det gjorde vi. Vi havde nogle timer til aftensmad, som vi brugte på at slappe af ved teltet. Vi havde taget støvlerne af, så fødderne kunne få lidt luft. Uheldigvis var en af de giftige larver, der lever oppe i bjergene i området, havnet i Katjas støvle uden vi havde set det, så da Katja skulle have støvlen på igen lød det er skrig og Martin fik et chok. Straks fik vi renset de små brændende sår og spurgte to gutter ved lejren om laverne var farlige. Det mente de ikke, men de godt kunne stikke med deres pigge. De små sår faldt hurtigt til ro og Katja var ok.

Næste morgen var det dagen med det store bjergpas uden for ruten. Dette stykke var et stykke af vores sammenstykkede rute, som ikke var markeret på kortet og vi skulle derfor selv navigere over passet, men først skulle floden Rio Fitz Roy krydses. Vi fik udstyret på og Katja skubbede sig først over floden hængene på det slidte reb. Det var en lidt af en opgave at skubbe sig selv over floden, hængende der over floden med et reb, der havde set bedre dage og en taske der skulle skubbes og trækkes med over, men Katja var hurtig ovre på den anden side og efter en lille kamp med at komme ud af selen var det Martins tur til at trække sig over.

Så var vi ovre, men samtidig også på ukendt grund, da der ingen markeringer var omkring vores videre færden. Vi havde lavet en rute på vores GPS og det viste sig at være en god hjælp, da de kort vi havde fået fat i, ikke havde alle detaljer. Vi gik lidt rundt og fandt så en lille sti vi kunne følge op ad bjerget, først gennem en tæt gammel skov med mange nedfaldne træer. Som vi kom højere op, blev træerne til buske og til sidst var de helt væk. Så begyndte den egentlige krydsning af passet. Først skulle vi krydse en bjergside i løse sten med en god 50 graders hældning med risiko for stenskred, her var det med at holde tungen lige i munden og lidt tempo på for at komme over til de mere faste klipper som vi så kunne finde en vej op gennem.

Med et lille hvil på passet med en fantastisk udsigt over området begyndte vores vej ned på den anden side. Her kunne vi ikke se andres spor, så vi pejlede vores retning og så gik vi ellers ned gennem flotte røde sten. Nede igen holdt vi pause ved en lille flod hvor vi kunne drikke vandet og nyde solens stråler. Vi kunne kigge op på det bjergpas vi netop havde krydset.

Floden var også det sted, hvor de officielle stier mødes igen og vi var nu på Huemul ruten, som er en markeret rute i området. Vi vandrede ud mod vores teltplads ved det næste bjergpas ”Paso del Viento” (bjergpasset med vind). Og som vi vandrede derudaf blev det mørkere og blæste op. Vi fandt et sted på pladsen, som andre før os havde bygget op med mure af sten få at få ly for vinden og så snart teltet var rejst kom stormen. På vores satellitmodtager kunne vi se at en storm var på vej med regn og sne, som ville gøre det meget udfordrende at komme over passet.

Hele natten ruskede teltet og mikroskopisk støv blev presset gennem teltets stof og den lille åbning Martin havde ladet stå åben ved en fejl. Alt var støvet til, da vi vågnede næste morgen. Med endnu et kig på vejrudsigten og op på passet blev vi enige om at pakke sammen og vandre de cirka 30km ned til El Chaltén. Vi havde ikke mad nok i taskerne til at vi kunne vente på at stormen ville lægge sig.

På vejen ned til El Chaltén var vi overraskede over at se så mange køer i nationalparken, og på et tidspunkt begyndte alle køerne at muhe og stimlede sammen i en rundkreds. Længere oppe ad bakken, så Katja bagbenene af et dyr, og til den dag i dag, er hun overbevist om, at hun og køerne havde set det samme: en puma! Martin er ikke helt så overbevist.

Det viste sig at være en fin beslutning at stoppe vandreturen, da vejret kun blev værre med storm og regn, så da vi kom til El Chaltén fandt vi vores hostel og nød et langt varmt bad efter 4 dages vandretur. Sikke en fed vandretur vi havde været på med udkig til nogle af de smukkeste bjerge!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Giv en lyd