Ep4. Fra Futaleufú til Mendoza og lidt om dét med at være afsted som kærester 

I podcasten kan du høre om vores tur fra Futaleufú i Chile til Mendoza i Argentina, som tager os gennem flotte national parker heriblandt Los Alerces med skønne skove og ikke mindst langs de syver søers rute. Vi får en kold overraskelse, da vi krydser ind i Argentina, hvor efteråret er ved at indfinde sig. 

Denne episodes emne er at rejse sammen som kærester på en livsændrende og stor tur som denne. Hvordan giver vi hinanden plads, når vi bor på knap 4 kvadratmeter og er sammen 24/7? Hvad er det vigtigste mål på vores rejse? Hvordan er det, at være meget erfaren og helt ny på cyklen og stadig have det godt sammen.

Villavicencio Naturreservat

Seks år tog det at bygge grusvejen, som snor sig op ad det 2950 meter høje bjergpas. Vi cykler gennem det privatejede Villavicencio Naturreservat, som udover den berømte grusvej gennem bjergpasset huser Danones produktion af mineralvand.

Efter 10 dages pause i storbyen Mendoza, er vi ambitiøse og planlægger at cykle op ad det højeste bjergpas på vores tur indtil nu. Det ligger i naturreservatet Villavicencio. Vi kommer sent afsted første dag, fordi Katjas cykel er punkteret – igen. Og vi beslutter os for, blot at cykle 20 kilometer ud til en campingplads lige uden for byen. Da vi kommer derud, indser vi, at det ikke er en offentlig campingplads. Heldigvis giver vagten os lov til at komme ind og slå teltet op alligevel, og vi får lov til at ligge inden i fællesbygningen, fordi det bliver koldt om natten. Senere på aftenen kommer vagten og siger, at vi ikke skal betale noget for at sove der, og hvis den anden vagt i morgen spørger efter penge, skal vi sige nej.

Næste dag cykler vi videre op ad bjerget. Den første dag skal vi cykle 800 højdemeter op, for at komme til parkbetjentenes station, hvor vi håber vi må sove. På vej derop, bliver vi overhalet af en bil, som stopper. Ud træder en kvindelig parkbetjent, som fortæller os at vi bare skal komme op til parkbetjentenes hytte og så kan vi sove der.

Villavicencio er, udover at være et naturreservat, hjemsted for Danones produktion af mineralvand på flaske af samme navn. I mere end 100 år er der solgt vand fra naturreservatet Villavicencio, som Danone overtog i 1999. Derfor overrasker det os, at vi ikke kan finde drikkevand på ruten. Hverken hos parkbetjentene, hvor vi sover den første nat, eller på resten af turen over bjergpasset. Danone har dog ikke samme problemer som os med at finde vandet, som er det, der bliver solgt mest af på flaske i Argentina.

Parkbetjentene må leve uden vand fra hanen, men har til gengæld adgang til vand på flaske ad libitum. Da vi spørger efter vand, giver den overordnede parkbetjent os ikke mindre end 24 ½ liter flasker vand, som vi bruger til at lave mad og tager med op på bjerget som drikkevand. Det niver i vores hjerter, når vi tænker på det spild af ressourcer det er at tømme 24 flasker vand, og vi foretrækker til enhver tid at vores vand kommer direkte fra bjerget.

Sneglende til toppen

Dagen efter går turen op på bjerget. 1500 højdemeter skal vi cykle. På vej op ad bjerget, overvejer Katja om det kommer til at tage os seks år at nå toppen. Vejen er en del af ruten Los Caracoles, som i kolonitiden forbandt havnen i Buenos Aires i Argentina, med havnen i Valparaíso i Chile. Los Caracoles betyder ”sneglene”, og sneglen er et meget passende billede på, hvordan det føles at bevæge sig mod toppen på cykel.

På vejen op ad bjergpasset ligger det storslåede hotel Hotel Termas de Villavicencio, som de fleste argentinere genkender fra tegningen på Danones flaskevand. Hvis du synes det lyder som en drøm at sove i en seng og bade i de termiske bade efter en lang dag på cyklen, så skuffer hotellet. Det 80 år gamle hotel, fungerer i dag kun som en turistattraktion.

Fra 1940 til 1978 var hotellet i drift og en yndet destination for velhavende Argentinere og udlændinge, der kom for at nyde de termiske bade og deres helende egenskaber. Ved ankomst blev gæsterne konsulteret af hotellets læge, der gav vejledning om, hvordan de termiske bade skulle benyttes ud fra gæstens helbred. Det siges, at hotellet skulle bookes i mere end et år i forvejen så populært var det.

Vi booker aldrig noget i forvejen, så selvom hotellet havde været i drift, måtte vi pænt cykle videre. Hvem har også lyst til lade sine ømme benmuskler og trætte krop synke ned i et skoldhedt vandbad? Vi må nøjes med et varmt brusebad, når vi er så heldige at finde sådan et.

Turen op på bjerget er sindssyg smuk, og vi får et glædeligt gensyn med vores yndlingsdyr fra Patagonien: guanacoen. Der er massevis af det sjove dyr på vej op på bjerget. Adskillige skilte advarer os om pumaen, men vi er ikke heldige nok til at få et glimt af det spektakulære dyr. Guiden, som arbejder som formidler for skoleklasser og besøgende hos parkbetjentene fortæller os, at hun i de 9 år hun har arbejdet i Naturreservatet aldrig har set en puma, og at hun vil tage det som et tegn på, at hun skal stoppe med at arbejde der, den dag det sker.

Mad og bad i sigte

Vi cykler gerne 30 kilometer længere, hvis vi med 50 procent sikkerhed ved, at der er et varmt brusebad eller mad i sigte. De ekstra kilometer vi er villige til at cykle, stiger eller falder afhængig af om det er en salat, en burger eller en bøf vi kan sætte tænderne i. Denne dag er vi motiverede ved udsigten til at finde mad, som ikke er pasta og chorizo. Pasta og chorizo er vores go-to mad på de cykeldage, hvor vi camperer, så det spiser vi ofte.

Desuden må vi ikke sove i naturreservatet, så vi skal ned fra bjerget. Ned fra bjerget burde ikke være et stort problem, for tyngdekraften er med os. Efter 4000 kilometers cykling kan vi konstatere, at nedkørsler ikke er så ligetil som man skulle tro, og særligt ikke når vejen består af sand og løs grus. Sådan en nedkørsel kræver koncentration og koncentration er ikke det vi har mest af efter 8 timers cykling op ad bjergpasset på en varm og solrig dag.

Men ned kom vi og vi ramte jackpot og fandt en seng, et varmt bad og pasta og pizza hos italienske Fabio, som glad fortæller os, at i hans vandhaner er der mineralvand fra bjerget. Og at vi må bruge så meget vi vil.

Ep3. Regnfulde cykeldage i naturskønne Chile og lidt om sikkerhed

I tredje episode af vores podcast fortæller vi historier fra tre uger i det grønne, frodige og regnfulde Chile og tager et emne op, som vi ofte bliver konfronteret med af mennesker vi møder på vores rejse såvel som af bekendte hjemme i Danmark og på sociale medier; Er det farligt at rejse på cykel gennem Sydamerika? Og hvordan håndterer vi eventuelle ”fare” vi møder på vores vej?

Det med græsset er grønnere i Chile

Vi er kommet til Chile og cykler på rute 7, Carretera Austral, der er ombejlet af backpackere, cyklister og bilister på grund af den storslåede natur med bjerge, gletsjere og masser af floder. Vi drømte os væk fra modvinden i Argentina, og fandt ud af at græsset er grønnere på denne side af andesbjergene, men blot fordi det regner og regner.

Vi spiser varm havregrød med gojibær, kokos og en ordentlig smørklat for at forberede os til endnu en dag med heftig regn, mens regnen hamrer på vores telt. Vejret i Patagonien har igen overrasket os. I Argentina drømte vi os væk fra den opslidende modvind, og selvom vi vidste at det regnede på den Chilenske side af andesbjergene, var vi sikre på, at regn trods alt er bedre end modvind. Den holdning holdt stik i de første dage, hvor solen tittede frem fra skyerne, indtil vi en dag cyklede op ad et stejlt bjergpas i silende regn og kulde.

Totalt gennemblødte fra top til tå, ser vi os gang på gang slået af vejrguderne, og banker på døren til et lille hospedaje (bed and breakfast), hvor vi kan tørre vores tøj og få et varmt bad ovenpå turens måske hårdeste cykeldage indtil nu. Vi må lære at være påpasselige med, hvad vi ønsker os.

Det sværeste ved regnen er ikke kulden eller det gennemblødte tøj. Det er, at vi ikke i den grad, som vi ønskede, kan finde steder at campere i naturen på en strækning, som ellers er som skabt til netop vildcampering med de mange floder, søer og skønne grønne oaser. I stedet er vi nødsaget til at finde campingpladser med overdækning for regnen, eller bide i det sure æble, gå over budget, og finde et hospedaje at bo i.

På trods af regnen, nyder vi det bakkede, grønne bjerglandskab, som Carretera Austral snor sig igennem. Med kæmpe søer og floder, fyldt med ørred og laks. Lakseindustrien i Chile er verdens anden største. 

Martin har sat sig for at fange en laks til aftensmad og til den mission, har vi købt en fiskekrog og fiskegarn, som vi sirligt har snoet om en brugt colaflaske. Med kyndig vejledning fra et tilfældigt møde med en amerikansk fiskeriguide og fra nogle YouTube videoer, har Martin læst op på og kastet sig over disciplinen lystfiskeri. Det er en tidskrævende affære, som koster insektbid, våde sko og sågar en tur ud i floden for at redde fiskekrogen fra at sidde fast i en træstamme. Fiskekrogen måtte lade sit liv på en anden træstamme og vi har endnu til gode at fange en laks, så indtil vi kan købe en ny fiskekrog, må vi nøjes med plan B til aftensmad. Pølse, pasta og grøntsager.

Det er ikke kun os, som har kastet vores kærlighed på Carretera Austral. Hver dag møder vi andre rejsecyklister. En stor kontrast til Argentinas rute 40, hvor vi i over en måned kun mødte et par stykker. Generelt er turismen på denne rute overvældende. Det er tydeligt, at turismen er levevej for mange af de mennesker, som bor her på den chilenske side af Patagonien. I modsætning til Argentina er her masser af små byer på vejen, og mange byer er tæt pakket med campingpladser, hoteller, hospedajer og hostels, som huser de mange rejsende.

At vi pludselig er én blandt mange, kan mærkes. Vi oplever at chilenerne er venlige, men reserverede. Her er det ikke nok at være langturscyklist for at få positiv opmærksomhed, så vi må ty til andre metoder, for at vinde vores værters hjerter. I den henseende har vi stablet brænde og lavet mad til en af vores værter.

Den kraftige regn fik os til at søge indendørs for at tørre telt og tøj og det medbragte gode oplevelser med chilenerne. I landsbyen La Junta boede vi hos en ældre kvinde Maria, der bestyrer en campingplads og gæstehus helt alene. Maria arbejder dagen lang med alt fra rengøring til at hugge brænde til komfuret hvor maden laves. Om aftenen lavede vi en kæmpe omgang pasta med chorizo og inviterede Maria på aftensmad. Hun gengældte gestussen aftenen efter, og vi spiste lækker suppe med bøf og kartofler. Vi brugte aftenerne på at fortælle om vores liv i Danmark og Maria fortalte om sit liv i Chile.

Vi møder også naturens barske virkelighed, da vi cykler til den lille by Villa Santa Lucia. Da vi cyklede ind i byen kunne vi med det samme mærke at stemningen forandrede sig. Her var en trykkethed, som det grå vejr forstærkede. Vi blev ledt hen til et lille hotel, der lå i udkanten af byen sammen med huse, som var mere eller mindre ødelagte. Her var sket noget slemt. Senere fik vi det bekræftet. I december 2017, var her et mudderskred, der havde ramt halvdelen af byen. 22 mennesker var døde og 1 er endnu ikke fundet. Mange mennesker blev reddet, fordi en gaucho havde opdaget mudderskredet og reddet på hest ned til byen for at advare. Heldigvis var det sket om formiddagen og ikke om natten, hvor folk sov. Det satte tankerne i gang hos os. Hvordan kommer en by videre derfra? Vi blev mødt af søde, venlige mennesker, som nok alle har mistet nære for blot 5 år siden. Livet er uforudsigeligt. Og ligeså er naturen. I den ødelagte del af byen, er nu er museum til minde om de, der mistede livet.

Derefter fortsætter turen til Futaleyfú, hvor vi har skiftet pedalerne ud med padler og ror på livet løs på river rafting tur på en af de vildeste floder i verden til netop det formål; Futaleyfú. Efter nogle skønne hviledage i Futaleyfú fortsætter vi vores cykeleventyr og krydser grænsen til Argentina.

Ep2. 1000 km på øde veje i det sydlige patagonien

Vind, vejr og mangel på vand kendetegner de første 1000 kilometer af vores 25.000 kilometer lange cykeleventyr. Vi har cyklet på tværs af det Argentinske Patagonien på lange lige landeveje gennem øde steppe og besøgt små farverige landsbyer. Vi fortæller i denne episode om nogle af vores oplevelser i de første 1000 kilometer. Om vores møde med lokalbefolkningen, argentinske cowboys og om hvordan det føles at cykle ud ad en lille grusvej med taskerne fyldt med mad og vide at vi i de næste fem dage skal klare os selv.

Grusvej, cowboys og friturestegte boller på grusvejen rute 41

”Vand?”. ”Det finder I ikke før om 90 kilometer” var svaret fra den argentinske gaucho, da Martin på sit bedste spanske spurgte om der var vand i floderne længere fremme.

Kort forinden var vi drejet af asfaltvejen og ind på en 183 km lang grusvej. Gauchoen på hest er den første og eneste person vi møder den dag. Vi er cyklet ind på den berygtede grusvej rute 41, som fører os tættere på andesbjergene. Udover løs grus, finder vi her argentinske cowboys, friturestegte boller og et 1500 m højt bjergpas.

Rute 40, som vi har cyklet på de sidste uger, er en rute, som motorcyklister og campervans fra hele verden drager til Argentina for at køre. Ruten er normalt ikke et trækplaster for cyklister, som i stedet foretrækker den legendariske grusvej i Chile, Carretera Austral. Vi skulle have cyklet i Chile nu, men Corona restriktioner og lukkede landegrænser satte en kæp i hjulet for os.

Vi drømmer os væk fra asfaltvejen og bilerne. Selvom bilisterne som regel er søde og for det meste kører i en bue udenom os, er det ikke rart at cykle på en vej med biler, der drøner forbi med 100 km i timen.

Derfor og fordi vi trængte til at se anden natur end steppe, valgte vi at cykle ad den mindre besøgte rute 41, der er berygtet blandt motorcyklister og bilister for sin grusvej i dårlig stand, om end flotte og varierede natur. En stor del af Rute 41 løber ved andesbjergene og har væsentlig flere højdemeter, bl.a. et større bjergpas, end rute 40.

Løs grus og stejle stigninger lyder ikke som opskriften på en cyklists drøm, udover måske de, der kører mountainbike. Vores cykler er designet til at cykle på svært terræn og vi har gode dæk, men vi er tunge med vores oppakning og den ekstra vand, vi som regel må bære på. Derudover er grusvejen fyldt med vaskebræt, og her mener vi ikke dem, du ser på stranden en varm sommerdag, men det fænomen der opstår på grusvej, når bilerne kører hurtigt i det løse sand. Så kommer der bump på bump efter hinanden, nogle gange flere kilometer ad gangen. Tilsæt et bjergpas på knap 1500 højdemeter og du har opskriften på, hvordan vi tester formen på cykelbenene efter godt 1000 kilometers cykling i Patagonien.

Vi har fundet ud af, at hvis hundene ikke gøer, så er menneskene oftest søde og gæstfri. Den regel fik vi endnu engang bekræftet, da vi cyklede forbi en lille estancia (gård), som holdt får. Vi fik først øje på de nysgerrige hunde og dernæst fårehyrden, som var i gang med at fodre får. Stolt af sine får, inviterede han os ind i folden for at se, hvordan de lystigt spiste af det grønne græs. Efter en snak, cyklede vi videre og hen til gården, hvor fårehyrdens kone, Natalie, var i gang med at ordne vasketøj med technomusik i baggrunden. Hun tilbød os frisk vand fra en lille kilde i baghaven og alle de hjemmebagte friturestegte boller, eller på spansk torta fritas, som vi kunne spise.

I Patagonien lever vi med masser af vind. Men det betyder ikke at 90km i modvind ikke trækker tænder ud. Vi var fremme ved starten af bjergpasset og i et lille kryds fandt vi læ for vinden, som var blæst kraftigt op. I krydset lå en bygning. Den husede to unge mænd, der var ansat af vejvæsnet, men det var ikke nemt at se hvad arbejdet bestod af, da der ingen køretøjer eller redskaber var i nærheden. De havde Wifi og var mere optaget af deres videospil end os. Vi fik lov til at bruge deres Wifi og kunne se, at vinden var endnu kraftigere dagen efter med vindstød over 25m/s mod og fra siden op af bjergpasset. Vi besluttede at slå lejr og blive en dag ude i ingenting. Vi havde lige præcis nok mad med til den ekstra dag, så frokosten blev til pulverkartoffelmos og aftensmaden den sædvanlige pasta. Vi var i tvivl om, om teltet kunne klare den første nat i stormvejr, men trods rusken i teltet og en søvnløs nat gik det og vi fik hvilet os til dagen hvor bjergpasset skulle cykles. Det gav pote at vente en dag, da vi kunne cykle op ad bjergpasset på en kølig, men vindstille dag. Før frokost var vi over toppen og i godt humør.

Da vi fandt asfalt igen og kom til byen Los Antiguos, sad vi, høje på vores bedrift, på et lille pizzeria og ventede med længsel på en pizza med skinke og ost og drak en cola. Det er rart at få den kudus man selv føler, man fortjener, og efter 5 dage på grusvej, inkl. en tvungen hviledag ved foden af bjergpasset på grund af vind, uden bad, men med masser af grus, sved og sol og med kun nok mad til lige at klare os igennem, passede det os meget godt at de to motorcyklister, vi faldt i snak med ved bordet ved siden af vores, udbrød at cyklisterne var vejens rigtige helte. Kudus, pizza og cola er bare bedre efter 5 dage på grusvej.

Ep1. Starten på vores cykeleventyr fra Argentina til Canada

I vores første episode fortæller vi om hvem vi, Martin og Katja, er og hvorfor vi har taget beslutningen om at sige vores job op og rejse ud i verden på vores kæmpe cykeleventyr. Vi fortæller historier fra de første 850 km vi har cyklet gennem det sydlige Patagonien i Argentina, som er et af de mindst befolkede områder i verdenen.

4-dages vandretur ved fantastiske Fitz Roy (El Chaltén, Argentina)

Allerede før vi tog hjemme fra Danmark, havde vi besluttet at holde hviledage i den charmerende bjergby El Chaltén, for at udforske området med de ikoniske bjerge Fitz Roy og Cerro Torre.

Da vi ankom til El Chalten planlagde vi at forbinde flere af områdets dagsture med hinanden og så at afslutte med at vandre ruten rundt om bjerget Huemul. Det er en vandretur på omkring 75km. Vi gik ud fra at det ville tage os mellem 5-7 dage, så det passer med de steder der er teltpladser i nationalparken.

For at kombinere dags vandreruterne måtte vi krydse floder og et bjergpas. Af sikkerhed hensyn skulle vi registrere os hos de lokale park rangers, som ville sende hjælp hvis vi kom galt afsted på ruten. Ruten kræver udstyr til flod krydsninger, som gøres over et reb eller stålwire placeret på forhånd af park rangers. Udstyret er en klatresele, karabinhager og sikkerhedsline. Vi lejede udstyret i El Chaltén for cirka 30kr om dagen.

Nu var vi klar! Alt var pakket i de små 45l rygsække vi har med på rejsen til vandreture. Mad til 7 dage fylder godt i vores små tasker, så vi havde sparet på maden og havde kun det mest nødvendige med. Vi gik afsted ud af byen mod vandreruten, der leder op mod Laguna los de tres, som ligger ved foden af Fitz Roy bjerget. Et ikonisk smukt bjerg, som er mange bjergbestigeres drøm.

Stien gik direkte opad og sådan blev den ved hele vejen op til lejrpladsen. Det er en smuk rute hvor man kommer gennem skov og hede landskab. Lidt over halvvejs kunne vi vælge den direkte vej mod lejren eller den lidt længere vej med udsigt til bjergene. Vi valgte vejen med udsigt og blev ikke snydt, da vi pludselig stod med den smukkeste udsigt til Fitz Roy og de omkringliggende bjerge.

Vi ankom til lejrpladsen og der var flere mennesker end vi havde forventet. Måske 100 telte pakket sammen i den lille skov. Vi fandt heldigvis et sted nede ved floden, der var mindre befolket. Vi satte teltet op og vandrede videre op mod Laguna de los tres, som var små 500m op fra lejrpladsen, 1.5km stejlt opad, og da vi kom op til søen, stod solen lige over bjergene på fuld kraft, et smukt syn uden lige.

Vejen mod Cerro Torre næste dag var mere flad og nænsom ved vores trætte ben. En tur med bjergsøer og gennem små stykker skov med skygge fra den varme sol. Vi havde læst, at der var en lille butik i rangernes lejr, men da vi kom frem, var alt lukket og mere forladt end vi havde regnet med.

Vi spiste vores egen frokost, som bestod af fladbrød, pølse og Nutella.

Herfra gik vi mod gletsjersøen ved Cerro Torre med endnu en utrolig smuk udsigt til bjergene. Ved floden fra gletsjeren kunne vi slå vores telt op og det gjorde vi. Vi havde nogle timer til aftensmad, som vi brugte på at slappe af ved teltet. Vi havde taget støvlerne af, så fødderne kunne få lidt luft. Uheldigvis var en af de giftige larver, der lever oppe i bjergene i området, havnet i Katjas støvle uden vi havde set det, så da Katja skulle have støvlen på igen lød det er skrig og Martin fik et chok. Straks fik vi renset de små brændende sår og spurgte to gutter ved lejren om laverne var farlige. Det mente de ikke, men de godt kunne stikke med deres pigge. De små sår faldt hurtigt til ro og Katja var ok.

Næste morgen var det dagen med det store bjergpas uden for ruten. Dette stykke var et stykke af vores sammenstykkede rute, som ikke var markeret på kortet og vi skulle derfor selv navigere over passet, men først skulle floden Rio Fitz Roy krydses. Vi fik udstyret på og Katja skubbede sig først over floden hængene på det slidte reb. Det var en lidt af en opgave at skubbe sig selv over floden, hængende der over floden med et reb, der havde set bedre dage og en taske der skulle skubbes og trækkes med over, men Katja var hurtig ovre på den anden side og efter en lille kamp med at komme ud af selen var det Martins tur til at trække sig over.

Så var vi ovre, men samtidig også på ukendt grund, da der ingen markeringer var omkring vores videre færden. Vi havde lavet en rute på vores GPS og det viste sig at være en god hjælp, da de kort vi havde fået fat i, ikke havde alle detaljer. Vi gik lidt rundt og fandt så en lille sti vi kunne følge op ad bjerget, først gennem en tæt gammel skov med mange nedfaldne træer. Som vi kom højere op, blev træerne til buske og til sidst var de helt væk. Så begyndte den egentlige krydsning af passet. Først skulle vi krydse en bjergside i løse sten med en god 50 graders hældning med risiko for stenskred, her var det med at holde tungen lige i munden og lidt tempo på for at komme over til de mere faste klipper som vi så kunne finde en vej op gennem.

Med et lille hvil på passet med en fantastisk udsigt over området begyndte vores vej ned på den anden side. Her kunne vi ikke se andres spor, så vi pejlede vores retning og så gik vi ellers ned gennem flotte røde sten. Nede igen holdt vi pause ved en lille flod hvor vi kunne drikke vandet og nyde solens stråler. Vi kunne kigge op på det bjergpas vi netop havde krydset.

Floden var også det sted, hvor de officielle stier mødes igen og vi var nu på Huemul ruten, som er en markeret rute i området. Vi vandrede ud mod vores teltplads ved det næste bjergpas ”Paso del Viento” (bjergpasset med vind). Og som vi vandrede derudaf blev det mørkere og blæste op. Vi fandt et sted på pladsen, som andre før os havde bygget op med mure af sten få at få ly for vinden og så snart teltet var rejst kom stormen. På vores satellitmodtager kunne vi se at en storm var på vej med regn og sne, som ville gøre det meget udfordrende at komme over passet.

Hele natten ruskede teltet og mikroskopisk støv blev presset gennem teltets stof og den lille åbning Martin havde ladet stå åben ved en fejl. Alt var støvet til, da vi vågnede næste morgen. Med endnu et kig på vejrudsigten og op på passet blev vi enige om at pakke sammen og vandre de cirka 30km ned til El Chaltén. Vi havde ikke mad nok i taskerne til at vi kunne vente på at stormen ville lægge sig.

På vejen ned til El Chaltén var vi overraskede over at se så mange køer i nationalparken, og på et tidspunkt begyndte alle køerne at muhe og stimlede sammen i en rundkreds. Længere oppe ad bakken, så Katja bagbenene af et dyr, og til den dag i dag, er hun overbevist om, at hun og køerne havde set det samme: en puma! Martin er ikke helt så overbevist.

Det viste sig at være en fin beslutning at stoppe vandreturen, da vejret kun blev værre med storm og regn, så da vi kom til El Chaltén fandt vi vores hostel og nød et langt varmt bad efter 4 dages vandretur. Sikke en fed vandretur vi havde været på med udkig til nogle af de smukkeste bjerge!

Det sydlige Patagonien – Blæsevejr og solbrændte ben

Vores oprindelige plan var at starte turen i verdens sydligste by Ushuaia og krydse grænsen mellem Argentina og Chile adskillige gange på vejen op gennem Argentina og Chile. Grænserne er lukket på grund af corona, og derfor har vi ændret vores planer, så vi i starten af turen cykler udelukkende i Argentina. Vi håber stadig på at kunne krydse ind i Chile længere nord på, for vi har ikke opgivet drømmen om at cykle på Chiles berømte rute Carretera Austral, som vi har hørt fra andre langturscyklister skulle være noget af det smukkeste!

Vi startede cykelturen 700 kilometer nord for Ushuaia i i Rio Gallegos, som er hovedstad i Santa Cruz provinsen i det sydlige Patagonien, men først efter et par dage i Buenos Aires, hvor vi fik vores første argentinske bøf og for første gang oplevede argentinernes imødekommenhed. Vi har følt os meget velkommen og godt tilpas i Argentina siden første dag.

I Rio Gallegos forberedte vi os på cykelturen. Vi købte benzin, mad og vand, så vi kunne klare os en uge frem og så cyklede vi ud i vinden og mod El Calafate, som ligger 300 kilometer nordvest fra Rio Gallegos.

I de første to dage blev vi og cyklerne næsten blæst af vejen. Vi cyklede i gennemsnit 5-10 kilometer i timen, i modvind, som vi aldrig har oplevet den før. Vinden var tilmed tør og kølig, så vi nåede ikke at opdage, hvordan solen bagte ned på os, før Martin fik knaldrøde og ømme ben.

Landskabet i den del af Patagonien yder ikke nogen form for beskyttelse mod vinden, som ofte hærger. Der er øde så langt øjet rækker.

Vi søger steder med læ til vores frokostpauser og ofte finder vi en viadukt, hvor vi kan sidde ved grøften, spise vores frokost og tage en lille blunder. Nogle gange har vi selskab, ofte i form af fluer, men en særlig spændende dag fik vi besøg af en sort enke.

Udover den sorte enke, har vi set masser af andre spændende dyr, fx bæltedyr, stinkdyr, ræve, ørne og guanacoen, som tilhører familien kameldyr, men som vi synes ligner lidt en blanding mellem en lama og et dådyr med den lange hals og store brune øjne.

Guanacoerne springer elegante over de kilometerlange pigtrådshegn, der står langs vejen. For den uheldige guanaco sker det dog, at benene ikke kommer hele vejen med hen over hegnet. Vi har set flere skeletter ligge ved hegnet.

En dag fik vi chancen for at gøre en forskel for en af de uheldige guanacoer, da vi fik øje på den ved hegnet. Den sad fast og prøvede adskillige gange at komme fri, men var åbenlyst afkræftet efter lang tids kamp. Martin steg af cyklen og gik målrettet hen til hegnet med sit multitool. Han klippede toppen af hegnet og guanacoen vristede sig fri og skyndte sig afsted mod sin flok.

De første 300 kilometer vi har kørt til El Calafate er stort set øde, med undtagelse af den byen La Esperanza, som ligger midtvejs. La Esperanza er åbenlyst et sted, hvor ikke mange bor, men hvor mange stopper på vej til eller fra Rio Gallegos. Ved byens centrum, tankstationen, får lastbilchaufførerne og de mange turister sig en sandwich eller en kop kaffe, før de kører videre.

Mens vi stod på tankstationen og overvejede hvor vi skulle sove, kørte der en bus op med en masse argentinske turister. Snart var vi omringet af 20 ældre argentinere, der på spansk stillede os en masse spørgsmål omkring cyklerne og vores tur. Martins solbrændte ben lagde de også mærke til, da de grinende bekræftede, at vi da helt sikkert måtte være danskere, for hvem kunne ellers – end to blege skandinaver -kunne få sig sådan en flot solskoldning?

Dagen efter cyklede vi til en vejservicestation. Vi havde hørt, at man som cyklist kan få lov til at stille sit telt i deres garage, men Walter og Claudio, som arbejdede der, var nu mere interesserede i at sælge os en plads i en af de containere, som arbejderne bor i, når de kommer derud for at arbejde. Vi besluttede os for at takke ja, og endte med at blive i containeren en ekstra dag, fordi det blev storm med op til orkanstyrke dagen efter vores ankomst.

Da vi endelig skulle afsted, halvanden dag senere, var vinden stadig stærk, men den var vendt til vores fordel, så vi på en stor del af dagen kom til at køre med vinden til siden og i ryggen.

Det var blevet virkelig koldt, og de 11-17 grader vi ellers havde nydt godt af dagene forinden, måtte vi se længe efter. Det var -1 grad, da vi tog afsted. Walter mente at vi var ”loco”, at tage af sted i det vejr, men afsted ville vi, så selvom han to gange tilbød at køre os til El Calafate, så drog vi ud på cyklen.

Og hvilken dag! Det var koldt og til tider var der modvind lige i ansigtet, men vi oplevede også lange strækninger med vind i ryggen, hvor vi susede afsted mod El Calafate og vi endte med at køre hele strækket på én dag, så vi ankom til El Calafate om aftenen.

På vejen mod El Calafate dukkede bjergene op i forgrunden, og vi har nu holdt 4 skønne hviledage i El Calafate med udsigt til Andesbjergene, masser af lækker mad, planlægning af den næste del af turen og et besøg til den fantastisk smukke gletsjer Perito Moreno. I morgen tager vi mod El Chalten, som er et mekka for friluftsaktiviteter, hvor det ikoniske bjerg Fitz Roys venter os og hvor vi har planlagt at vi skal vandre flere af de smukke vandreruter i området. Vi glæder os!